Uhrban Støjband - Engang var det at blande modsætninger, forudsætninger og besætninger tegn på at man var til beatmusik, progressiv, rebel eller det der var værre. I dag er det på mange måder normen, at folk trækker på samme hammel fra flere forskellige udgangspunkter. På den måde er Uhrban Stöjband, på en og samme tid beat-musik på den gode gamle maner, og samtidigt nøjagtigt så sammensatte som man i dag må forvente af et ensemble med så forskellige kræfter som dem vi i Uhrban Stöjband råder over.

Men er der ikke sket noget siden 1968, ud over at oprøret og forskelligheden er blevet normen? Er det bare museeum, det vi laver? Jo – der er sket noget. Og, nej, det er ikke museum. Det der er sket, er at forskelligheden og eksperimentet ikke er en pointe mere. Vi spiller for at spille sammen. For at smelte sammen til een lyd af klassisk rock, af kærlighed til gode sange, store ord og historier fra en verden der ikke længere er; måske aldrig har været.

At spille med – og forhåbentligt at høre på – Uhrban Stöjband, er at opleve forskellighederne udligne sig, og at lade tilsyneladende absurde skift i stil, genre og tempo glide ned som det mest selvfølgelige. Fra smægtende country lyrik til en indisk raga-fortolkning af Hank Garlands klassiker Sugarfoot Rag og tilbage til Led Zeppelin; vi er glade for at sige at vi formår at holde sammen på os selv og publikum – på trods og til gensidig glæde.

Og hvordan gør vi så det i praksis? Vi starter, som King Curtis engang lærte verden, med en en halv te-kop fuld af bas; i det her tilfælde Jesper Dyhre Nielsen. Så et pund trommer; endeligt med skind; Casper Mikkelsen. 4 spiseskefulde kogende guitar; Mads Brink Jørgensen, friskfanget i Esbjerg. Så en knivspids eller femten af sprødstegt Fannisk violin; Peter Uhrbrand. Tilsidst smages til med lige dele vuggende dans, tonsende trombone og trangen til at flytte verden med en sang; til det bruger vi en af de mest populære ingredienser i det lokale køkken: Louise Støjberg. Så rører man et publikum i med fast hånd, og engang inden første sæt er overstået koger det hele. Bliver det ved længe nok har vi opdaget, man får en fond som man – trods det at ingredienserne har været smagt i andre sammenhænge, og trods at flere af de sange der er på menukortet er over 40 år gamle – endnu kan koge verdens bedste rock-suppe på.

Det er derfor vi spiller. Forhåbentligt også for dig en dag.

Louise, Casper, Mads, Jesper og Peter - Uhrban-Stöjband